Drømmen om Ithaka – en samtale om udlængsel og den lange rejse hjem

0 comments

Tilbage til program
Drømmen om Ithaka – en samtale om udlængsel og den lange rejse hjem

Drømmen om Ithaka – en samtale om udlængsel og den lange rejse hjem

Fredag d. 5. februar 2027 · kl. 17.45

Da Trine Vendelboe Juul besluttede sig for at ville vandre sig til sin bog om vandring som et spejl på livet, var hun helt bevidst om, at hun samtidig bevægede sig ud på en helterejse. Den mytiske formel på ethvert menneskes udvikling og opgave i livet: At finde hjem og blive sig selv.

Derfor startede hun også sin vandring i Grækenland, hvorfra alletiders største helteepos stammer; Odysseus’ ti år lange rejse hjem til Ithaka. 

Forordet i Trines bog hedder passende Drømmen om Ithaka, og denne samtale kredser om både Trines rejse, i form af den lange og langtfra snorlige vandring og de skæbnesvangre møder og hændelser undervejs, hvad drømmen egentlig handler om, og hvor smertefuldt men også eventyrligt det kan være at finde hjem.  

Om Trine Vendelboe Juul
Jeg, en vandrer – et rejseessay om tro, håb og kærlighed er Trine Vendelboe Juuls anden bog. Med en baggrund i litteraturvidenskab og Æstetik & Kultur har Trine i mange år bidraget med artikler, klummer og kronikker om kunst, kultur, rejser og politik.

De seneste år er fokus flyttet til den grønne dagsorden, ligesom Trine selv har bevæget sig fra et arbejde som kommunikationskonsulent til et bredt virke som naturcoach.

Hendes bog om vandring, der også er et kærligt kampskrift for naturen, har hun gået sig til på vandringer over to år, og essayet udfolder både en almengyldig livsfilosofi og en stærk, personlig udviklingsfortælling midtvejs i Trines eget liv.

Om Word Festival
Word Festival er en kulturfestival i Odense, der hylder ordet gennem foredrag, talks, samtaler og debatter. Over tre dage i uge 5 samler vi markante stemmer på byens centrale kulturscener, og inviterer publikum ind i et bredt program om viden, kultur, samfund og menneskelige erfaringer.

Temaet for Word Festival 2027 er Medgang og Modgang. Det handler om de øjeblikke hvor livet, historien eller samfundet skubber os frem, og om de perioder, hvor vi møder modstand, tab, kriser eller svære valg. Medgang kan give mod, retning og muligheder. Modgang kan forme os, udfordre os og tvinge os til at se verden på ny.
På Word Festival 2027 undersøger vi begge dele gennem fortællinger, samtaler og perspektiver, der sætter ord på det, vi deler som mennesker.