Himlen over Kattesundet
Fredag d. 5. februar 2027 · kl. 12.00
Med sin tredje romanudgivelse Himlen over Kattesundet (2026), er vi tilbage i Annette Bjergfeldts vilde, fabulerende univers – denne gang i år 1910, hvor verden er blevet elektrisk, og de excentriske opfindere står i kø for at få patenterne. Vi følger opfinderen Sofia, hvis slægt er blevet franarret en af tidens største opfindelser. Sofia drømmer stort og er meget passioneret, men vil det lykkes hende at vende slægtens uheldige skæbne? En berusende fortælling om at vende modgang til medgang og at kæmpe for retfærdighed og ikke mindst kærlighed.
Annette Bjergfeldt har med sine varme, farverige og livsbekræftende romaner taget læsere med ind i verdener hvor kærlighed, familiehemmeligheder, længsel og håb flettes sammen med livets uundgåelige sorger og tab. Hendes fortællinger er befolket af mennesker, der snubler, drømmer, kæmper og rejser sig igen.
Hvordan omsætter man livets store følelser og skelsættende øjeblikke til litteratur? Hvor finder man humoren, skønheden og musikken, når tilværelsen gør modstand?
I en samtale med bibliotekar Camilla Faieq Hansen deler Annette sine refleksioner om kreativitet, modstandskraft og de erfaringer, der former os som mennesker, med afsæt i hendes forfatterskab. Det bliver en inspirerende samtale om livets mørke og lyse kapitler og om at finde mening, når vejen ikke altid går den retning, vi havde forestillet os.
Om Annette Bjergfeldt
Annette Bjergfeldt (f. 1961) har studeret på billedkunstlinjen på Aarhus Kunstakademi og Italiensk på Aarhus Universitet.
Derudover har hun haft en imponerende karriere som prisvindende musiker.
Hun har udgivet 6 albums, været nomineret til to 2 Grammys og 13 Danish Music Awards, modtaget P4-prisen og Sangskrivernes Hæderspris, undervist Fangekoret fra Vridsløselille Statsfængsel og turneret med band i USA.
Hun har desuden skrevet en musikfagbog og tre børnebøger, før hendes store forfattergennembrud kom i 2020 med romanen Højsangen over Palermovej.
Med hendes debutroman kom også en nominering til Bogforums Debutantpris, Martha-prisen og Mofibos Romanpris, og Højsangen over Palermovej er oversat til 27 forskellige sprog.
Senest er hun udkommet med Mr. Saitos rejsebiograf (2023) og det nyeste skud på stammen Himlen over Kattesundet (2026).
Foto: Sif Meincke
Om Camilla Faieq Hansen
Camilla Faieq Hansen arbejder som bibliotekar hos Odense Bibliotekerne og har nu i et årti beskæftiget sig med litteraturformidling i alle former og farver.
Camilla er meget begejstret for det særlige rum, der opstår i mødet mellem litteratur og mennesker, samt læsefællesskaber i det hele taget, hvad enten det er på en scene eller på biblioteket.
Hun arbejder desuden som frivillig hos Exitcirklen – veje ud af psykisk vold, hvor hun gerne praktiserer guidet fælleslæsning.
Om Word Festival
Word Festival er en kulturfestival i Odense, der hylder ordet gennem foredrag, talks, samtaler og debatter. Over tre dage i uge 5 samler vi markante stemmer på byens centrale kulturscener, og inviterer publikum ind i et bredt program om viden, kultur, samfund og menneskelige erfaringer.
Temaet for Word Festival 2027 er Medgang og Modgang. Det handler om de øjeblikke hvor livet, historien eller samfundet skubber os frem, og om de perioder, hvor vi møder modstand, tab, kriser eller svære valg. Medgang kan give mod, retning og muligheder. Modgang kan forme os, udfordre os og tvinge os til at se verden på ny.
På Word Festival 2027 undersøger vi begge dele gennem fortællinger, samtaler og perspektiver, der sætter ord på det, vi deler som mennesker.

0 comments