Led stærkt – bær dygtigt
Søndag d. 7. februar 2027 · kl. 10.00
Hvordan får man en bæredygtig skriveproces, når man skriver en 370 siders bog om netop et bæredygtigt liv med arbejdsglæde og langtidsfriskhed? Kan det overhovedet lade sig gøre at have en harmonisk skriveproces?
Få inspiration – og måske en sund dosis provokation – til at skabe en sund travlhed (flow), mening og lyst i dine arbejdsprocesser, uanset om det er bogskrivning eller alt muligt andet.
Hør konkrete nedslag fra tilblivelsen af Eva Damsgaards og Kim Skovmand Foghs bog Led stærkt – bær dygtigt, og oplev på egen krop nogle af de enkle, men effektive metoder som bogen indeholder.
Led stærkt – bær dygtigt. Arbejdsglæde, langtidsfriskhed og resultater med Inner Development Goals er udkommet på forlaget Content Publishing.
Om Kim Skovmand Fogh
Kim Skovmand Fogh har en lederbaggrund som programchef i DR, chef for DR Livsstil og som talentudvikler og business coach for topledelsen i Vestas. Han er uddannet journalist med 20 år på
DR og TV2, har en Master i Læreprocesser fra Aalborg Universitet, han er Stifinder og er coachuddannet fra Columbia University i New York.
Kim har stor passion for bæredygtige læringsmiljøer og natur, som han ofte involverer i arbejdet med at udvikle ledere, teams og organisationer. Han ejer en fredsskov på Hærvejen, hvor han laver workshops, og har derudover en mindre kursusejendom.
Han er partner i AGORA – Organisationer Gentænkt og ejer af konsulentvirksomheden Leadership Lighthouse.
Om Word Festival
Word Festival er en kulturfestival i Odense, der hylder ordet gennem foredrag, talks, samtaler og debatter. Over tre dage i uge 5 samler vi markante stemmer på byens centrale kulturscener, og inviterer publikum ind i et bredt program om viden, kultur, samfund og menneskelige erfaringer.
Temaet for Word Festival 2027 er Medgang og Modgang. Det handler om de øjeblikke hvor livet, historien eller samfundet skubber os frem, og om de perioder, hvor vi møder modstand, tab, kriser eller svære valg. Medgang kan give mod, retning og muligheder. Modgang kan forme os, udfordre os og tvinge os til at se verden på ny.
På Word Festival 2027 undersøger vi begge dele gennem fortællinger, samtaler og perspektiver, der sætter ord på det, vi deler som mennesker.

0 comments