MORSKABET

0 comments

Tilbage til program
MORSKABET

MORSKABET

Lørdag d. 6. februar 2027 · kl. 15.15

Det største i livet er at få børn. Det er en velsignelse, en gave, en kærlighed uden lige, euforisk lykke og uforglemmelige øjeblikke.
Alt sammen dokumenteret, verificeret, liket og delt på Instagram.

Men at få børn er også at overleve på 2 timers (afbrudt, selvfølgelig) søvn, det er kolik, blødende brystvorter, skrig og skrål, lortebleer (eller manglende, så er den fandme også gal), tænder og sygdom. For slet ikke at tale om bristede underliv, hårtab, fødselsdepression og ommøblering af organer.
Den del er der bare ikke helt så mange, der taler højt om. Endnu.

Det har Caroline Hulbæk besluttet sig for at ændre på, og derfor har hun opstartet MORSKABET. Her taler hun højt om de ting, som andre kun tænker.
For nej, du er ikke alene om det, hvis du efter en 4 timers maraton-putning overvejer at smide både dig selv og baby ud ad vinduet.

Til Word Festival får hun selskab af Rikke Stokland, og du kan roligt begynde at glæde dig. Det bliver en bundærlig, ægte og sjov samtale om livet som mor.
Der skrues ned for forventningspres og løftede pegefingre, og op for omsorg og sjove anekdoter.

For når du får et barn, er det på godt og ondt. I medvind og modvind. I medgang og modgang. De to ting kan heldigvis godt sameksistere – også i mo(de)rskabet.

Om Caroline Hulbæk
Caroline Hulbæk er content creator, vært og stifter af MORSKABET. Hun bor i København med sin mand Mads og deres etårige søn Bobbie.

Med humor, selvironi og ærlige samtaler undersøger hun alt det, vi tænker om moderskab, identitet, relationer og ambitioner – men ikke altid siger højt.

Om Rikke Stokland
Rikke Stokland har læst journalistik på Syddansk Universitet, og har gennem flere år arbejdet professionelt med kommunikation i sin egen virksomhed.

Hun arbejder med de spørgsmål, mange tænker på, men som kan være svære at sætte ord på.
Med fokus på mental trivsel, selvværd og modet til at stå mere ved den, man er, holder hun inspirerende – og underholdende – foredrag rundt om i landet.

Rikke er en eminent formidler, og hvad end det er som moderator eller foredragsholder, formår hun at gøre komplekse og vigtige emner nærværende og lettere at forholde sig til.
Hun har en helt særlig energi og udstråling på scenen, og med hendes humoristiske og ærlige tilgang, skaber hun oplevelser, hvor publikum både griner og reflekterer.

Om Word Festival
Word Festival er en kulturfestival i Odense, der hylder ordet gennem foredrag, talks, samtaler og debatter. Over tre dage i uge 5 samler vi markante stemmer på byens centrale kulturscener, og inviterer publikum ind i et bredt program om viden, kultur, samfund og menneskelige erfaringer.

Temaet for Word Festival 2027 er Medgang og Modgang. Det handler om de øjeblikke hvor livet, historien eller samfundet skubber os frem, og om de perioder, hvor vi møder modstand, tab, kriser eller svære valg. Medgang kan give mod, retning og muligheder. Modgang kan forme os, udfordre os og tvinge os til at se verden på ny.
På Word Festival 2027 undersøger vi begge dele gennem fortællinger, samtaler og perspektiver, der sætter ord på det, vi deler som mennesker.