Når kroppen viser vejen hjem

0 comments

Tilbage til program
Når kroppen viser vejen hjem

Når kroppen viser vejen hjem

Fredag d. 5. februar 2027 · kl. 17.45

En samtale om modgang, livskraft og vejen tilbage – med kroppen og åndedrættet som anker. 

Hvad gør vi, når livet vælter os? Når kroppen siger stop, stressen tager over, eller vi mister kontakten til os selv? 

Kom med til en nærværende og ærlig samtale mellem Inge Svane og Lotte Paarup – to passionerede formidlere og kropsnørder, som begge har mærket på egen krop, hvad modgang kan gøre ved et menneske. De har også erfaret, at vejen tilbage ikke kun findes i tankerne, men også i kroppen og åndedrættet. Med afsæt i deres egne livserfaringer, bøger og mange års arbejde med mennesker, udforsker de hvordan kroppen gemmer på vores historie – med både sårbarhed, smerte, stress og livskraft. Kroppen fortæller altid noget. Spørgsmålet er, om vi lytter. 

Samtalen er ikke et foredrag med færdige svar. Den er levende, nysgerrig og ægte. Inge og Lotte bygger videre på hinandens erfaringer, stiller spørgsmål og deler refleksioner, som publikum kan spejle sig i. Her er plads til både alvor, humor, eftertanke og konkrete indsigter. 
Du vil opleve, hvordan kroppen og åndedrættet kan blive dine nærmeste ressourcer – noget, du altid har med dig, og som kan hjælpe dig med at skabe mere ro, tryghed og balance. Ikke kun på den lange bane, men også i de små øjeblikke, hvor livet kalder på dig. For uanset hvor du står lige nu, kan du begynde at samarbejde med din krop. Når du gør det, støtter du ikke blot din krop, men også din hjerne, dit nervesystem og din evne til at finde fodfæste igen. 

Glæd dig til en inspirerende time med to mennesker, der har gået vejen selv, og som brænder for at give deres erfaringer videre – med varme, faglighed og en dyb tro på, at kroppen rummer nøglen til større trivsel og livskraft. 

Oplægget tager udgangspunkt i bøgerne Find hjem til dig selv igen – Væk din traumeramte krop med øvelser og Når kroppen siger fra – tag kontakten igen. Om belastninger og stress, som begge er udkommet på forlaget Content Publishing.

Om Inge Svane
Inge Svane er uddannet pædagog, psykoterapeut, SE Practitioner og forfatter til bogen Find hjem til dig selv igen. Hun har mere end 30 års erfaring i arbejdet med børn, unge, voksne og familier og brænder for at gøre viden om traumer, nervesystemet og kroppens betydning let at forstå og omsætte til praksis.

I 2013 grundlagde hun Better Flow, hvor hun tilbyder terapi, foredrag, kurser og egne praksisnære efteruddannelser inden for kropsorienteret traumebehandling og traumebevidst praksis. Hun står desuden bag Better Telling, hvor hun har udviklet de visuelle og sanselige formidlingsredskaber Body Board og Nervesystemets Vejviser. Redskaberne skaber et fælles sprog for det, der mærkes i kroppen, og gør kompleks viden om følelser, regulering og nervesystem let at forstå og anvende – både for fagpersoner og privatpersoner.

Med varme, nærvær og stor faglighed bygger Inge bro mellem teori og praksis og inspirerer mennesker til at finde hjem til sig selv gennem kroppen, åndedrættet og en dybere forståelse af nervesystemet.

Om Lotte Paarup
Lotte Paarup er uddannet fysioterapeut i 1998 samt åndedrætsterapeut, og så er hun bevægelses- og kropsnørd. Hun har igennem mere end 25 år haft arbejdsmæssigt fokus på at koble fysioterapi og fysisk træning.

Siden starten af 2010’erne har hun hovedsageligt arbejdet med åndedrætsterapi og kropsarbejde, der fokuserer på at skabe balance mellem krop og psyke. Lotte stiftede i 2004 firmaet denintelligentekrop.dk, som består af en stor internetbutik med alt udstyr til en sund krop, et mindre træningsstudie og kursusvirksomhed med fagkurser og læring, der handler om emner, som ligger i tråd med hendes arbejde.

Lotte lancerede i 2020 en åndedrætsterapeutuddannelse på 145 timer. Lottes åndedrætsarbejde formidles bl.a. på DK4 i ”Dagens åndehul” og via hendes omfangsrige web på åndedrættet.nu.

Om Word Festival
Word Festival er en kulturfestival i Odense, der hylder ordet gennem foredrag, talks, samtaler og debatter. Over tre dage i uge 5 samler vi markante stemmer på byens centrale kulturscener, og inviterer publikum ind i et bredt program om viden, kultur, samfund og menneskelige erfaringer.

Temaet for Word Festival 2027 er Medgang og Modgang. Det handler om de øjeblikke hvor livet, historien eller samfundet skubber os frem, og om de perioder, hvor vi møder modstand, tab, kriser eller svære valg. Medgang kan give mod, retning og muligheder. Modgang kan forme os, udfordre os og tvinge os til at se verden på ny.
På Word Festival 2027 undersøger vi begge dele gennem fortællinger, samtaler og perspektiver, der sætter ord på det, vi deler som mennesker.