Sød tøs

0 comments

Tilbage til program
Sød tøs

Sød tøs

Fredag d. 5. februar 2027 · kl. 11.00

Hvad sker der, når man hele sit liv har været hende den søde?

I Anna Juuls sorthumoristiske roman Sød tøs bliver Anne forladt af sin kæreste, fordi hun ganske enkelt er “for sød”. Men er sød i virkeligheden bare et pænere ord for kedelig?

På venindernes opfordring begynder Anne i terapi for at arbejde med sine forhold til mænd. Men psykologen retter blikket et helt andet sted hen: mod Annes tætte venindegruppe og de roller og magtkampe, der gemmer sig i den. 

I Sød tøs tager Anna Juul med sorthumoristisk blik fat på venskaber, gruppedynamikker, grænsesætning og tidens hang til terapisprog.

Glæd dig til en spændende samtale om at være ”den søde pige”, de svære dynamikker i en venindegruppe og om, hvad der kan ske, når man pludselig ikke længere vil spille den rolle, andre har givet én.

Om Anna Juul
Anna Juul (f. 1992) er forfatter og manuskriptforfatter, uddannet fra Den Danske Filmskole.

Hun har en fortid i satiren som fast skribent på Den Korte Radioavis og har skrevet til både tv, radio og litteratur.

I 2019 udgav hun under navnet Veronika Katinka Martzen Jeg bruger min krop som et møbel, og siden har hun udgivet romanerne Penge & Bacon, Traumebingo, Superskurk og senest Sød tøs.

Humor og satire spiller en central rolle i Anna Juuls forfatterskab, hvor hun blandt andet har beskæftiget sig med psykisk sygdom, psykiatri og det moderne menneskes forestillinger om at være rask, velfungerende og “normal”.

Foto: Fryd Frydendahl

Om Sofie Bødker
Sofie Bødker er bibliotekar på Odense Hovedbibliotek og elsker den gode samtale om litteratur.

Hun har interviewet en række forfattere, blandt andet på Word Festival, hvor hun med nysgerrighed og nærvær går på opdagelse i bøgerne og menneskene bag dem. Hun brænder for litteraturen, og mener, at den kan spille en vigtig rolle især som spejling og lindring.

Sofie har en særlig interesse for socialrealistiske bøger med noget på spil, autofiktion og romaner, der kredser om mental sundhed.

Om Word Festival
Word Festival er en kulturfestival i Odense, der hylder ordet gennem foredrag, talks, samtaler og debatter. Over tre dage i uge 5 samler vi markante stemmer på byens centrale kulturscener, og inviterer publikum ind i et bredt program om viden, kultur, samfund og menneskelige erfaringer.

Temaet for Word Festival 2027 er Medgang og Modgang. Det handler om de øjeblikke hvor livet, historien eller samfundet skubber os frem, og om de perioder, hvor vi møder modstand, tab, kriser eller svære valg. Medgang kan give mod, retning og muligheder. Modgang kan forme os, udfordre os og tvinge os til at se verden på ny.
På Word Festival 2027 undersøger vi begge dele gennem fortællinger, samtaler og perspektiver, der sætter ord på det, vi deler som mennesker.