Trump, Xi, Putin – kan demokratiet tabe?
Lørdag d. 6. februar 2027 · kl. 17.00
Spørg Clement: Trump, Xi, Putin – kan demokratiet tabe?
“Ja” er det korte svar fra Clement. Det længere lyder: “Sandheden er, at mange politikere i Europa – og i øvrigt også i Danmark – synes at være publikum til verdenshistorien, snarere end dem, der tør sætte retningen. At politik – og journalistik – i stadig højere grad indretter sig på teknologiens præmisser (og tempo). At de største, sværeste dilemmaer udskydes – igen og igen”.
Efter det indledende oplæg er der god tid til spørgsmål og svar.
Eventet er arrangeret i samarbejde med magasinerne RÆSON og ÆRA (som Clement udgiver), der har et særligt tilbud til tilhørere og speakers på: www.raeson.dk/tilbud
Om Clement Kjersgaard
Som 16-årig blev Clement Behrendt Kjersgaard (f.1975) optaget på United World College of Hong Kong, hvorfra han blev student i 1994; herefter blev han optaget på Universitetet i Oxford, hvor han læste Filosofi, Politik og Økonomi.
Grundlagde i 2002 nyhedsmagasinet RÆSON og i 2021 magasinet ÆRA: historie, kultur og kulturhistorie (der ved lanceringen modtog 6 hjerter af 6 mulige i Politiken), som han stadig udgiver.
Siden 2004 studievært for DR på et hav af tv-programmer, herunder flagskibene Debatten siden 2010 og Deadline. Foruden bl.a. Tal Med Gud (2004), Clement Direkte (2005-6), Clement i Amerika (2007), Autograf (2008), Ugen med Clement (2009-10), Vi Ses Hos Clement (2015-18), Clement Kalder Jorden (2020-21), Verdenssituationen med Clement (2025-) og en række specials/miniserier, senest Verden efter valget (om USA, 2024), Vejen til Berlin (om det tyske valg, 2025) og Valget med Clement (2026).
Derudover radiovært på Stafetten (siden 2020) og Akkurat (siden nytårsdag 2023) samt skribent, redaktør, forlægger og manuskriptforfatter.
Grundlægger af Vidensfestival i 2012 (pt. udsolgt hvert år) og i 2024 eventformatet Oplev Kulturen, der tæller bl.a. en årlig kulturfestival i Aarhus (premiereudgaven blev udsolgt) og en række andre arrangementer landet over.
Udnævnt af fagbladet Journalisten til Danmarks mest magtfulde journalist (2011), modtager af Publicistprisen (2011), vinder af tre TV-Priser (2004, 2007 og 2011) og modtager af Berlingskes Journalistpris (2013).
Foto: Tommy Frost
Om Word Festival
Word Festival er en kulturfestival i Odense, der hylder ordet gennem foredrag, talks, samtaler og debatter. Over tre dage i uge 5 samler vi markante stemmer på byens centrale kulturscener, og inviterer publikum ind i et bredt program om viden, kultur, samfund og menneskelige erfaringer.
Temaet for Word Festival 2027 er Medgang og Modgang. Det handler om de øjeblikke hvor livet, historien eller samfundet skubber os frem, og om de perioder, hvor vi møder modstand, tab, kriser eller svære valg. Medgang kan give mod, retning og muligheder. Modgang kan forme os, udfordre os og tvinge os til at se verden på ny.
På Word Festival 2027 undersøger vi begge dele gennem fortællinger, samtaler og perspektiver, der sætter ord på det, vi deler som mennesker.

0 comments