Ungdomsliv i medgang og modgang: Hvordan støtter vi unge i, at kunne tackle modgang?
Fredag d. 5. februar 2027 · kl. 17.45
På ungdomsuddannelserne oplever lærere, studievejledere og ledelser en stigende tendens til at almindelige sten på vejen for den unge, vokser sig store, og fører til behov for hjælp og støtte på gymnasiet.
Eksempelvis kan det være svært for unge mennesker at tackle konflikter, eller at opleve ikke at være del af et bestemt fællesskab.
En mindre gruppe af de unge kæmper med psykiatrinære diagnoser, som i stigende omfang stiller krav til tilrettelæggelsen af undervisningen, og skolerne skal finde den svære balance mellem at stille krav og være en hånd i ryggen på de unge.
Netop den balancegang skal rektor på Sct. Knuds Gymnasium, Susan Mose, og psykolog Cecilie Hinze tale om i denne time, hvor unges trivsel – og mangel på samme – sættes i fokus. For hvad gør man som institution, når alle tal peger på, at unge i højere grad end tidligere oplever trivselsproblematikker?
Om Susan Mose
Susan Mose er rektor på Sct. Knuds Gymnasium og har i regi af Danske Gymnasiers bestyrelse i en årrække arbejdet med indsatser relateret til trivsel på ungdomsuddannelserne.
Susan er desuden medlem af Odense Kommunes Psykiatriråd.
Om Cecilie Hinze
Cecilie Hinze er uddannet cand.psych. fra Syddansk Universitet i 2016. Hun har arbejdet inden for forskning i digital psykiatri med implementering af app-baserede behandlingsprogrammer i ambulant psykiatri inden for affektive lidelser (angst, depression), samt har arbejdet i ambulant psykiatri med behandling af samme gruppe.
Siden 2018 har hun været i GymFyns Psykologordning, som betjener de 11 STX- og HF -uddannelser på Fyn. Her er to kerneopgaver: Fast opkvalificering af studievejledere, lærere og ledelser på skolerne, samt korte fokuserede støttende samtaleforløb med elever. Opkvalificeringen består af supervision, kurser/undervisning og konsultativ bistand til studievejledere og ledelser på skolerne vedrørende elever, der på den ene eller anden måde kæmper i deres uddannelsesliv – ofte med psykosociale problemstillinger til grund.
Foto: Henrik Rud
Om Word Festival
Word Festival er en kulturfestival i Odense, der hylder ordet gennem foredrag, talks, samtaler og debatter. Over tre dage i uge 5 samler vi markante stemmer på byens centrale kulturscener, og inviterer publikum ind i et bredt program om viden, kultur, samfund og menneskelige erfaringer.
Temaet for Word Festival 2027 er Medgang og Modgang. Det handler om de øjeblikke hvor livet, historien eller samfundet skubber os frem, og om de perioder, hvor vi møder modstand, tab, kriser eller svære valg. Medgang kan give mod, retning og muligheder. Modgang kan forme os, udfordre os og tvinge os til at se verden på ny.
På Word Festival 2027 undersøger vi begge dele gennem fortællinger, samtaler og perspektiver, der sætter ord på det, vi deler som mennesker.

0 comments